Altså sådan helt fri…
Jeg kan jo starte med mig selv
Helt ærligt. Jeg har lært mig selv at holde helt fri indimellem. Og nyde det. Da jeg var ung, løb jeg nærmest fra det ene til det andet.
Og jeg elskede det. Jeg gik til dans, badminton, volleyball, fodbold, stævner og konkurrencer, havde skole og senere studie, fester, fritidsjob, familie, kæreste og mange veninder. Og det hang ligesom ved, og var enormt svært at give slip på.
Gå glip
Det var vanvittigt svært at ’gå glip’ som Svend Brinkmann så fint og rigtigt skriver. Men med tiden kunne jeg godt mærke, at jeg faktisk nogle gange ikke helt kunne nyde mine veninde-besøg (fordi jeg jo skulle nå det næste sted hen), og at jeg næsten ikke kunne huske, hvad der var blevet sagt under besøgene og familie middagen.
Men altså… jeg var ikke klar til at ’gå glip’. For hvordan skulle jeg kunne det? Jeg havde jo en masse jeg skulle og ville. Eller i hvert fald var det blevet sådan. Og det var nok også en større del af min identitet, end jeg egentlig vidste. Det med altid at ’have travlt’ og være i fart.
Jeg fortsatte, og blev bremset
Jeg fortsatte, i lang efter jeg havde registreret, at det ikke længere føltes helt rart. Og det endte jo så med, at jeg på et tidspunkt blev bremset – tvunget til at stoppe op.
Og det var der jo nok en god grund til. I dag kan jeg stadig godt lide at have travlt – og jeg holder på mange måder mig selv travl. Men jeg har også lært, at det kræver pauser.
Pauser betyder afsindigt meget
Og pauser sætter jeg nu utrolig stor pris på. Jeg ved, at jeg/(vi) selv skal vælge dem til. Og jeg holder af den slags, hvor jeg tager afsted helt alene – nogle gange uden at kende andet end adressen. Det giver stadig kriller i maven. Men det er uden tvivl her, jeg kan frigøre mig og mærke mig selv allermest.
Der hvor jeg er på udebane og ser alting klarere. Som barnet der oplever noget for allerførste gang. Og hvor tiden får fylde i det nye og ukendte.
Tilbage til det med at holde fri
For selvfølgelig kan vi holde fri en gang imellem. Hvad søren er det, vi har så travlt med at løbe efter? Hvad er det, der er så vigtigt, at vi ikke under os selv at slappe af og ’lave ingenting’ – lad os sige en weekend, eller måske bare nogle få timer?
‘Livs-valuta’ for pengene
For mig handlede det om vane, om ikke at lytte, og om ikke at kunne se, at jeg fik mindre ud af alting. Mindre ’livs-valuta’ for pengene. Kvantitet frem for kvalitet.
Indtil det pludselig gav sig selv. Og jeg også blev klar til at ’gå glip’ for til gengæld at være mere til stede og nærværende. Og ja, over tid har det krævet oprydning – i prioriteter, relationer, overbevisninger. Omrokeringer. Men det har været det hele værd.